Nordisk Messe – Mogens Dahl Kammerkor

Dette event har fundet sted. Se kommende events her

Mogens Dahl Kammerkor
Cello: Toke Møldrup
Dirigent: Mogens Dahl
Mogens Dahl Kammerkors traditionsrige markering af skærtorsdag har i år det banebrydende værk NORDISK MESSE på programmet. Værket fejrer påsken gennem sin hyldest til livet og naturens overvældende storhed. Centralt står det enkelte menneskes søgen efter mening i hverdagslivets øjeblikke af nærhed, og i sollyset der pludselig gennembryder den vintermørke himmel.
Mogens Dahl Kammerkor har gennem de senere år præsenteret publikum for en række af den kirkelige musiks absolutte hovedværker bl.a. ved de populære påskekoncerter Skærtorsdag aften. Et udvalg af denne musik kan også findes på kammerkorets anmelderroste cd SACRED NORTH, ligesom NORDISK MESSE nu også er udgivet på cd hos forlaget ExLibris. Koret er ved denne lejlighed udvidet til 18 sangere.
Toke Møldrup bidrager med celloens varme til værkets helt særlige klang. Det unge, danske cellofænomen er til daglig solocellist i Copenhagen Phil og underviser ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hans cv indeholder allerede koncerter i Carnegie Hall, Wigmore Hall, Musikverein Wien og Konzerthaus Berlin.

Program:
Sven-David Sandström (f1942): Nordisk Messe
Kyrie
Gloria
Credo
Sanctus
Agnus Dei