Mogens Dahl Kammerkor: Studier i rødt

Dette event har fundet sted. Se kommende events her

Mogens Dahl Kammerkor & ensemble
Dirigent: Mogens Dahl
Program:
Theodor Wiesengrund Adorno (1903 – 69): Drei Gedichte von Theodor Däubler für vierstimmige Frauenchor a cappella (1923-45)
Luigi Nono (1924 – 1990): Das atmende Klarsein (1980-83), for blandet kor, basfløjte og klangregi
Luciano Berio (1925 – 2003): Cries of London (1973-4) for kor a cappella
Hans Werner Henze (1926 – 2012): Orpheus behind the wire (1981-83) for kor a cappella
Luciano Berio (1925 – 2003): E si fussi pisci (2002) for kor a cappella
Efter et forår med flere spændende højdepunkter, heriblandt en opførelse af Per Nørgårds Drømmesange i februar og en stort anlagt, radio-transmitteret påskekoncert i Christians Kirke er Mogens Dahl Kammerkor nu stolte over at præsentere et af sine mest ambitiøse og markante programmer til dato.
Koncertprogrammet Studier i rødt er blevet til i samarbejde med Golden Days Festival, der i år har Filosofiens Historie som tema. Kammerkoret præsenterer derfor en række fantastiske hovedværker fra det 20. århundrede, der har det til fælles, at komponisterne hentede deres inspiration fra venstrefløjens politiske filosofi og litteratur.
Det er musik og filosofi fra en tid hvor fronterne var trukket stærkt op i det åndelige, politiske og ikke mindst musikalske landskab i Europa. Men det er ikke musik, som kun appellerer til intellektet. Først og fremmest er det gribende smuk musik, inspireret af det modernes menneskes grundvilkår og lejlighedsvis iblandet mere end et stænk humor.
Den tysk-jødiske filosof Theodor W. Adorno var en af de vigtigste tænkere i det 20. århundredes kultur- og musikdebatter. Men Adorno var også komponist, og ved denne koncert får publikum en helt unik chance for at opleve den kompromisløse filosof udtrykke sig i musik.
Luigi Nonos mystiske, monumentale og dramatiske Das atmende Klarsein, er karakteriseret ved en næsten overjordisk ro og forklarelse.
Kammerkorets enkle, meditative harmonier blander sig med virtuose mønstre fra en dyb basfløjte, der igen med forsinkelse kastes rundt i en række højtalere, placeret rundt om publikum i afvekslende mønstre af forstærkning. Herved skabes et unikt klangunivers – en verden af lyd  – der ikke rigtig kan sammenlignes med noget andet.
Luciano Berio har i sine vidunderlige Cries of London ladet sig inspirere af de traditionelle råb af Londons gadehandlende til syv afvekslende og humoristiske satser om så forskellige temaer som penge, hvidløg og kindrødt.  Den umiddelbart appellerende musik er karakteriseret ved en meget rytmisk og iørefaldende anvendelse af korets stemmer, hvor sproget lyde anvendes som en slags perkussion. Det charmerende værk hensætter os til en travl markedsdag i det gamle London og har, siden det uropførtes af Kings Singers, været et elsket moderne hovedværk for kammerkor.
Hans Werner Henzes gribende sangcyklus Orpheus behind the wire, nyfortolker den antikke Orfeus-myte om musikkens rolle som en budbringer på kanten mellem livet og døden. Henze skrev værket som en solidaritetshandling med hustruer og mødre til de mange ofre for det argentinske militærdiktaturs drab og forsvindinger.