Mesterværker for kor – Martin & Pizzetti

Martins Messe for dobbeltkor & Pizzettis Messa di Requiem

Frank Martins Messe for to firestemmige kor og Ildebrando Pizzettis Messa di Requiem for stemmer alene er begge blevet til i 1922, og de regnes med rette for at være to af kormusikkens absolutte hovedværker.

Det er skønne og storslåede klangverdener, der indbyder til fordybelse. I deres sublime udtryk synes de næsten guddommeligt inspirerede og udtrykker på hver deres måde et drama, der i sig rummer både den dybeste fornedrelse og den højeste salighed.

Oven på civilisationens sammenbrud i 1. Verdenskrig følte mange komponister at et radikalt nyt tonesprog måtte til som afløsning for den dominerende romantiske stil. Det gjaldt både Frank Martin ((1890 – 1974) og Ildebrando Pizzetti (1880 – 1968), der begge søgte tilbage til de gamle mestre og musikalske former i deres bestræbelse for at skabe noget nyt.

Medvirkende:

Mogens Dahl Kammerkor

Søren Johannsen – Organist

Mogens Dahl – Dirigent

MOGENS DAHL KAMMERKOR

MOGENS DAHL KAMMERKOR Klassisk kor med faste arbejdsgange og gennemprøvede koncepter? Tænk om igen. Mogens Dahl Kammerkor er et unikt internationalt korprojekt, som både kunstnerisk og organisatorisk bryder med det vante. Dirigenten Mogens Dahl har stræbt efter at skabe et fleksibelt ensemble, der tør og kan træde nye stier i vokalmusikkens verden. En pool af o. 40 unge sangere fra nær og fjern danner rygraden i koret, som lige fra begyndelsen i 2005 har vakt stor opsigt med sine nyskabende koncert-, festival- og cd-projekter. Samarbejdspartnere som blandt andre Orchestra of the Age of Enlightenment, Brooklyn Rider og Athelas Sinfonietta vidner om ensemblets kunstneriske spændvidde og internationale udsyn. Med afsæt i den nordiske a cappella tradition har Mogens Dahl Kammerkor søgt at sprænge de gængse repertoiremæssige grænser for klassisk vokalmusik. Hvorfor elsker Nordens førende komponister at skrive ny musik for ensemblet? En grund kan være, at koret på sine internationale turneer til bl.a. Berlin, Halle, Stockholm, Bergen, Reykjavik, Tallinn og Riga har kunnet demonstrere sit delikate greb om nutidig vokalkunst. For eksempel uropførte Mogens Dahl Kammerkor Nordic Mass af Sven-David Sandström på Festspillene i Bergen i 2014, i 2015 var det verdenspremieren på samme komponists ’The Passion of St. John’ i Konzerthaus Berlin. Og senest i 2021 uropførte vi det sidste værk fra hans hånd ‘Sonnets of Darkness and Love’. Et værk skrevet og dedikeret til koret og Nils Landgren, der var både vokal- og trombonesolist i værket. Men der er vel ikke noget publikum til den klassiske kormusik i dag? Her kan koret skyde endnu en fordom ned: Mogens Dahl Kammerkor, der i international sammenhæng har samarbejdet med Anna Netrebko, har flere og flere entusiastiske følgere fra hele verden med sin omfattende tilstedeværelse på digitale medier. Herhjemme har koret også Kongehusets bevågenhed og medvirkede ved Dronningens officielle besøg i Zagreb, Kroatien. Fremtidige projekter tæller spændende internationale turneer, ligesom flere cd-udgivelser er på vej

 

MOGENS DAHL,  DIRIGENT

Mogens Dahl er dirigent og grundlægger af Mogens Dahl Kammerkor, som han har udviklet til at være et af Skandinaviens førende vokalensembler i dag. Han er uddannet fra Musikvidenskabeligt Institut i Århus og fra Det Jyske Musikkonservatorium suppleret med studier hos blandt andre Eric Ericson og Jorma Panula og han har være lektor en årrække ved konservatoriet i Aarhus og på Aalborg Universitet. Fra 1991 til 2003 var han syngemester på Den Jyske Opera. En lang række af Mogens Dahls banebrydende projekter er baseret på nyskrevne værker, dedikeret til Mogens Dahl og Kammerkoret af bl.a. førende komponister i Skandinavien. Mogens Dahls visionære arbejde med nordisk vokalmusik har ført til opsigtsvækkende samarbejder med komponister og musikere på tværs af vante genreskel. For fjerde år i træk dirigerede Mogens Dahl i 2018 det London[1]ensemblet Orchestra of the Age of Enlightenment i forbindelse med Mogens Dahl Kammerkors årlige Messias-koncerter i Holmens Kirke, København. I foråret 2019 dirigerede har kammerkoret i en succesfuld turne til de Baltiske lande med Brahms’ Requiem

 

SØREN JOHANNSEN, ORGANIST

Søren Johannsen tog organisteksamen i 1992 fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Året efter blev han optaget i solistklassen sammesteds og havde sin debutkoncert i Helligåndskirken, København i 1995. Med det klassiske orgelrepertoire har Søren Johannsen givet en lang række koncerter i Danmark og i udlandet. Han har bl.a. opført J. S. Bachs samlede orgelværker fire gange i koncertrækker. Han blev i 2003 ansat som organist ved Frederiksberg Slotskirke i 2007 som organist i Christians Kirke i København.