Hjertets Dronning – Golden Days Koncert

Med denne koncert præsenterer Mogens Dahl Kammerkor et program, hvor hengivelsen til Hjertets Dronning – den himmelske såvel som de mere jordiske – løber som en dyb understrøm af længsel og inderlighed gennem hele koncerten. Et udvalg af skønt klingende, både storladne og elegant svungne værker, der i sit udvalg af tekst og musik bygger bro over 1000 års kultur og kærlighedsdigtning.

Koncerten åbner med den ultimative hyldest til Jomfru Maria, Himlens dronning. Den gribende middelalderhymne, Salve Regina, som siden 1200-tallet har været munkenes både sødmefulde og indtrængende anråbelse om den himmelske dronningemoders omsorg i denne tåredal, som er vores jordiske liv.  Her i en gudesmuk fortolkning for firestemmigt kor i værket: Triptyque Marial, af den franske komponist César Geoffray.

Mens munkene anråbte himmeldronningen, skrev en anonym nonne anderledes menneskeligt jordnært om tilværelsens fortrædeligheder. An Anonymous Nun’s Prayer er en ældre nonnes bøn, fundet i 1610 bag på indgangsdøren til en engelsk kirke, og sat i musik tilegnet Mogens Dahl Kammerkor af de to komponister Sven-David Sandström og Per Gunnar Petterson. Her er ingen store anråbelser. Den ældre nonne orker ikke længere at pakke sine ord ind for Gud. Hun beder om hans hjælp til at undgå at blive en nævenyttig, bedrevidende, bitter gammel kone, som ikke kan holde mund og som glemmer at tænke sig om. ”Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen – nogle af dem er svære at holde ud…”

Med de tre sange af Claude Debussy – hans eneste værk for a capella kor – er vi tilbage i den mere højstemte dyrkelse af kvinden. Det maskuline blik… Værket baserer sig på tekster af middelalderdigteren  Charles, hertug af ​​Orléans og griber også stilistisk tilbage til renæssancens musikalske former og tonesprog. ”Dieu qu’il la fait bon regarder”: ”Gud, hvor er det godt at se hende!”, udbryder digteren spontant. Sangene fejrer glæden ved at holde sig varme (sammen) i sengen, og fjernt fra vinterens kulde.

I Petrarcas sonetter i 1300-tallet tog den vestlige litteratur måske det første væsentlige skridt i retning af en moderne kærlighedsdigtning. Og er måske aldrig blevet overgået siden. Lars Johan Werles kongeniale tolkning hensætter os med det samme til et indre landskab hvor ensomhed og brændende inderlighed mødes på hjertets vildveje: ”Ensom og tankefuld træder jeg langs de øde kyster, og måler dem med langsomme, dvælende skridt (…) bjerge og sletter, floder og skove kender gløden i mit liv, det liv som er skjult for alle andre. Men hvor barske og vilde veje, jeg end finder, følger mig altid kærligheden, altid taler den med mig, og jeg med den.”

Claudio Monteverdis store Sestina ”Lagrime d’amante al sepolcro dell’amata” (”En elskers tårer ved sine elskedes grav) er fra hans sjette madrigalbog, udgivet i Venedig i 1614. Både digt og musik blev skrevet til minde om Caterina Martinelli, en ung sangerinde, som døde alt for tidligt. Det er et uforglemmeligt stykke, som afsøger og udfolder en verden af ​​tab, smerte og fortrydelse gennem musikalske virkemidler, der med Monteverdis musik for første gang for alvor satte sig igennem i den vestlige musik. Intense skift mellem spænding og opløsning, kromatiske passager, heftige ramaskrig, forpustede pauser. Hele det menneskelige følelseslivs vokabularium blev her til musik.