Forgængeligheden, Anelsen, Håbet

Allehelgenskoncert med Mogens Dahl Kammerkor, Toke Møldrup og Jakob Lorentzen

Søndag 1. november kl. 20.00

Holmens Kirke, København

PROGRAM:
S. Bach (1685 – 1750): Jesu, meine Freude BWV 227
Sven-David Sandström (1942 – 2019): Drei Rilke Gesänge (2017)
S. Bach: Cellosuite
Arvo Pärt (f. 1935): Berliner Messe

MEDVIRKENDE:
Mogens Dahl Kammerkor
Toke Møldrup, cello
Jakob Lorentzen, orgel
Mogens Dahl, dirigent

MUSIKKEN:

En af Bachs mest omfangsrige og fascinerende motetter anslår temaet for denne allehelgenskoncert: Et håb på trods af livets endelighed. ’Jesu, Meine Freunde’ af Johann Franck personificerer dette håb i Jesus, og Bach væver genialt Johann Crügers koralmelodi ind i et værk, hvor salmens seks vers belyses af ord fra Paulus’ brev til Romerne. Klimaks er sjettesatsens femstemmige dobbeltfuga, hvor Paulus forsikrer os om, at vi mennesker er mere end kød og blod.

 

Der er således dyb mening i at fortsætte koncerten med et værk af afdøde Sven-David Sandström – Mogens Dahl Kammerkors mangeårige composer in residence. Med hans vidunderlige musik til Rilkes stærke poesi tematiseres menneskets møde med døden.

 

I det første digt, ’Herbsttag’, fremtræder efterårets komme som en tid for afgørelse – en tid, hvor livets frugter vil fremstå som det de er, samtidig med at det ensomme menneske ’vil uroligt vandre frem og tilbage, blandt alléernes drivende løv’.

 

I det andet korte digt, ’Schlußstück’, er det døden som er stor – den græder i os ’midt i livet’, hvilket er et tilbagevendende motiv i litteraturen: I et digt af Tomas Tranströmer er det således også ’mitt i livet’, at døden kommer og tager mål af mennesket, ligesom det i Dantes ’Den guddommelige komedie’ er ’midtvejs på livets vandring’, at fortælleren finder sig selv i de mørke skove, uden vej forude.

 

I det sidste af de tre Rilke-digte glimter et lille håb i forsoningen mellem ’nat og sol’. Om end kærlighedens længsel er ’natbleg’, ender Rilke sit digt med et smil og hvide blomster.

 

Berliner Messe er skrevet på bestilling af Deutscher Katholikentag, en

festival, som afholdes hvert andet år. I 1990 afholdtes festivalen i Berlin.

Det havde selvfølgelig været planlagt i flere år, men byens forhadte

mur var uventet faldet i vinteren forud. Oveni Berliner Messens religiøse sigte er værket blevet et stærkt symbol på overvindelsen af splittelse og grænsedragning i denne verden og dermed et håbets tegn i mere end én forstand.

 

Betegnelsen messe i forbindelse med en komposition betyder oftest en udsættelse af de fem ordinarieled, Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei, som normalt indgår i fejringen af den Romersk-Katolske messe-gudstjeneste, men Pärts messe skiller sig ud: I 1990 foregik festivalen i pinsen, og derfor har han valgt at supplere med tre tekster, der udelukkende hører til Pinsedag.