FORGÆNGELIGHEDEN, ANELSEN, HÅBET

Allehelgenskoncert 

Søndag 31. oktober kl. 20.00

PROGRAM:

J. S. Bach (1685 – 1750):

Jesu, meine Freude BWV 227

 

Giovanni Pierluigi da Palestrina (1525 – 1594):

Missa Papea Marcelli

 

Silvius Leopold Weiss (1687 – 1750):

L´infidelle:  Entrée, Sarabande and Musette (Cello)

 

Arvo Pärt (f. 1935):

Berliner Messe

 

MEDVIRKENDE:

Mogens Dahl Kammerkor

Toke Møldrup, cello

Jakob Lorentzen, orgel

Mogens Dahl, dirigent

MUSIKKEN:

En af Bachs mest omfangsrige og fascinerende motetter anslår temaet for denne allehelgenskoncert: Et håb på trods af livets endelighed. ’Jesu, Meine Freunde’ med tekst af Johann Franck personificerer dette håb i Jesus, og Bach væver genialt Johann Crügers koralmelodi ind i et værk, hvor salmens seks vers belyses af ord fra Paulus’ brev til Romerne. Klimaks er sjettesatsens femstemmige dobbeltfuga, hvor Paulus forsikrer os om, at vi mennesker er mere end kød og blod.

Renæssancens stærkt polyfone musik, hvor korets stemmer ’taler i munden på hinanden’ resulterer i en fascinerende og uendelig smuk samklang, der løfter sig mod himlen. Men kan man nu helt høre, om der bliver sunget ’kyrie’ eller ’qui tollis’ når seks stemmer glider ind og ud af hinanden – stiger og falder på egen hånd – i musikalsk leg? Den diskussion blev flere gange rejst af kritiske røster i den katolske kirkes ledelse; man bebrejdede komponisterne, at de skjulte bibelens ord bag alt for fyldig musik.

Det fortælles, at denne debat danner baggrund for Palestrinas berømte messe ‘Missa Papea Marcelli’. Den skulle ganske enkelt være komponeret for at ’redde Palestrinas polyfoni’.

Om historien er sand, ved vi ikke. Men vi kan konstatere, at Palestrina i dette værk viser sit sande mesterskab ved at benytte de avancerede kontrapunktiske teknikker i en fremsynet kombination med mere moderne, homofone passager. Kyrie eleison (Herre forbarm dig) lægger ud med den velkendte og ubegribeligt smukke polyfoni, men læg mærke til hvordan der allerede i næste sats – Gloria (Ære være) – sættes an med udstrakt brug af homofone passager, hvor stemmerne ’følges ad’.

Solocellostykket midtvejs i koncerten er komponeret af Silvius Leopold Weiss (1686–1750), der anses for at være den vigtigste lutenist i baroktiden. Hans værker fascinerer med elegance og storhed på luten. Denne aften fortolket af Toke Møldrup på 5-strenget cello.

Koncertens hovedværk er Pärts ‘Berliner Messe’. Messen er skrevet på bestilling af Deutscher Katholikentag, en festival, som afholdes hvert andet år. I 1990 afholdtes festivalen i Berlin. Det havde selvfølgelig været planlagt i flere år, men byens forhadte mur var uventet faldet i vinteren forud. Oveni Berliner Messens religiøse sigte er værket blevet et stærkt symbol på overvindelsen af splittelse og grænsedragning i denne verden og dermed et håbets tegn i mere end én forstand.

Betegnelsen messe i forbindelse med en komposition betyder oftest en udsættelse af de fem ordinarieled, Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei, som normalt indgår i fejringen af den Romersk-Katolske messe-gudstjeneste, men Pärts messe skiller sig ud: I 1990 foregik festivalen i pinsen, og derfor har han valgt at supplere med tre tekster, der udelukkende hører til Pinsedag.

Messen, der er skrevet i Pärts helt særlige og personlige minimalistiske stil (tintinnabuli) er egentlig beregnet til at blive sunget liturgisk i pinsen. Den forsigtigt udfoldede gentagelse undgår bevidst dramatiske og billedelige elementer, men udstråler stille værdighed og dyb følelse af glæde. Vokalpartiturerne har næsten ingen fortolkningsmarkeringer. Dynamik og tempi overlades til kunstnerne; det er deres opgave at opleve og kommunikere de rige åndelige muligheder i musikken. 

Se Mogens Dahl Kammerkors opførelse af Berliner Messe fra 2017 her (fra minuttal 49.18)