STEMMERNE ER FREMRAGENDE. RENE, KLARE OG SIKRE

Den er blevet en af københavnernes nye, foretrukne ‘ Messias’er, opførelsen med Mogens Dahls Kammerkor i Holmens Kirke, og den har igennem de seneste år kultiveret sin egen faste form. Den er nordisk, ren og enkel.

Præget af et meget lille kor på bare 16 stemmer – færre sangere end Händel selv brugte – og et lille akkompagnerende orkester med strygere, pauker og to trompeter, der alle ser ud, som de gjorde dengang i midten af 1700-tallet, hvor Händel selv opførte sit kendteste oratorium.

For rigtig mange københavnere og danskere i det ganske land bliver det ikke rigtig jul uden ‘ Messias’, og ligesom det gælder for tilberedningen af juleanden og flæskestegen har hver familie deres traditioner. Mange vælger sig en ‘ Messias’ og bliver ved den, selv om det egentlig kunne være sjovere en gang imellem at prøve en variation.

MEN MOGENS Dahls ‘ Messias’ har fundet et trofast publikum, og det er der grunde til. Som dirigent foretrækker Mogens Dahl en opførelse, der kompenserer for det lidt langtrukne forløb med hurtige tempi. Der er ikke klippet hæle eller hugget tæer. Til gengæld er der hele tiden pil fremad om end stadig plads til, at musikken kan ånde.

Og med hjælp fra koncertmester Peter Spissky på første violinpult blev der da heldigvis også arbejdet med at få liv og udtryk ind i musikken. For det var egentlig det eneste, man som efterhånden temmelig garvet ‘ Messias’-lytter savnede onsdag aften i Holmens Kirke: flere barokke farver og lidt flere stik i dybden.

Solisterne er blevet en etableret flok hos Mogens Dahl, der lykkeligt har lagt sig fast på den lyrisk cremede tenor Adam Riis og den dejligt tørre og præcise, men alligevel muskuløse bas Jakob Bloch Jespersen på herresiden. De gav hver deres sikre bidrag til det, der i realiteten er en lang bibeloplæsning om Jesu fødsel, lidelseshistorie, opstandelse og ophøjelse. Kun lige inden ‘ Halleluja’-koret oplevede man, at ‘ Thou shalt break them’ lå dårligt for Adam Riis, der her for én gangs skyld lød udfordret.

PÅ DAMESIDEN var det også i år en fornøjelse at høre norske Maija Skille tage sig af altsoloerne med køn klang og præcis engelsk udtale.

Nu mangler Mogens Dahl bare at finde den helt saliggørende sopran. Sidste år var svenske Malin Christensson nærmest overdrevent udtryksfuld. I år holdt hendes landsmand Anna Jobrant sig til gengæld så stramt og klangfladt til en instrumental syngemåde, at englen foran hyrderne aldrig fik glorie på.

Koret i sig selv er kernen i opførelsen, og stemmerne er fremragende. Rene, klare og sikre. Det er dem, der holder niveauet stabilt. Orkestret har tidligere år virket meget præcist indstuderet, og måske er det nu på tide at friske den indstudering op, for der var gennemgående noget uld i strygerspillet, selv om klangen af orkester over for kor stadig er fint afbalanceret.

Mogens Dahls ‘ Messias’ undgår det svulstige. Den hviler på et kernesundt nordisk fundament. Den fylder Holmens Kirke med en julestemning, man ikke bliver fed af. Måske skal den næste år spices op med lidt friske krydderier. Solistholdet er ret ungt og temmelig godt, og der er en tilfredsstillende fornemmelse af helhed over serveringen.

Den savner bare et par pift, så den ikke ender med at køre på rutinen.