”Messias” med flugt og farve

Mogens Dahl opførte Händels udødelige oratorium med dramatisk glød i Holmens Kirke i København

[…] med Mogens Dahl og hans kammerkor får man den ægte vare. Og det er efterhånden rygtedes. I år kunne man i god tid melde alt udsolgt til de to koncerter i Holmens Kirke, og selvom der var indforskrevet nye sangere blandt de fire solister, bar linjen den samme som i 2017: en fremragende fortolkning med flugt og farve, adræt dirigeret af maestro Mogens Dahl selv og med et minimum af ophold mellem de afvekslende recitativer, korstaser og rene orkesterstykker – og atter i år et totalt fravær af slæbende musiceren. […]

Den dramaturgiske farvning blev understreget af den unge sangerkvartet, ikke mindst den unge polske kontratenor Jakub Józef Orlinski. Generelt vil mange nok foretrække en kvindelig altsangers varme klang i dette parti (eksempelvis som sidste år med svenske Karolina Blixt), men til gengæld viste Orlinski vældig glød og gennemslagskraft i sine undertiden noget frie vokzale udfoldelser, og hans intensitet passede fint ind i helheden.

Tenoren James Way var hele vejen igennem en stærk oplevelse, drenget i sin fremtoning og med et nærmest troskyldigt blik ud i kirkerummet, da vi i forlængelse af ouverturen første gang hørte menneskets stemme i værket. Det skete med de to ord, der i sin tid tændte inspirationens flamme hos Händel: Comfort ye, trøst jer! De to ord står i bibelsk perspektiv som et velsignelsens varsel, og her blev de i mere snæver forstand et varsel om, at vi ville komme til at opleve en ’Messias’, der skulle leve op til vores frydefulde forventninger.

Den canadiske bassanger Gordon Bintner havde rigelig pondus og stemmepragt til at klare alle udfordringer, også den vel nok største, som kommer i slutningen af arien ’The trumpet shall sound’. Det engelske Orchestra of the age of enlightenment omkransede hans forjættende ord med trompetens gjaldende indsatser, besvaret med en underfuld ekko-virkning fra første-violinerne – et af talrige intense øjeblikke i en helt ugennem stilsikker fremførelse.

Denise Beck var eneste kvinde i kvartetten og eneste genganger fra sidste års opførelse. Hun lyste atter op med sin rene, ukrukkede sang, ikke mindst i arien ’I know that my redeemer liveth’ (jeg ved, at min frelser lever).

Det er en af Händels mange genistreger, at han lader disse inderlige ord blive de første efter det vældige Hallelujah-kor – hvor publikum i Holmens Kirke fulgte traditionen med at rejse sig under bruset fra kor og orkester.

Bibelsk drama side om side med inderlig religiøsitet, det fik vi i fuldt mål denne aften – og det er just det, der gør enhver autentisk og respektfuld fremførelse af ’Messias’ til en gribende oplevelse.