MESSIAS, HOLMENS KIRKE 2018

Halleluja for en flot ‘Messias’: Det er næsten ikke til at vente på, at engelsk orkester igen vender tilbage til København.
Mogens Dahls version af ’Messias’ emmede af diskret velklang og intens skønsang.

Trøst. Den engelske tenor James Way lod aftenens første ord bryde frem fra ingenting. Alt var intenst, men roligt og langsomt. Strygerne bølgede diskret. Cembaloet knitrede lige så stille bagerst i lydbilledet. Ways stemme tog til i styrke, temperamentet i musikken fik mere tyngde. Og så var vi i gang – og hverken orkester, kor eller sangsolister så sig tilbage de næste to en halv time.

Mogens Dahls version af ’Messias’ lød virkelig, virkelig godt i år. Diskret, rent, let og enkelt. Musikerne fra det engelske Orchestra of the Age of Enlightment havde taget deres normale, præcise velklang med til København og de fire, yngre sangsolister vakte mere end almindelig glæde. Musikere, kor og dirigent holdt stilen fra tidligere år, og den var gennemført og overbevisende.

Manglede der noget, der gjorde lidt modstand? Noget, der kom bag på en midt i den intense lytning til den smukke klang? Måske.

Her handlede det om simpel skønhed
Orchestra of the Age of Enlightment er et orkester, der kan lide at gøre det uventede ved kendte værker, og gør det normalt med så meget indsigt og kundskab, at de kan ændre gængse opfattelser af musik. Men det var ikke en dagsorden, de havde med til ’Messias’ og København. Her handlede det om simpel skønhed.

I den forstand var Mogens Dahls Kammerkor med bare 16 sangere en perfekt samarbejdspartner for orkestret. Ligesom dem dyrkede de det enkle og slanke klangideal, hvor de kun ganske få gang gik i bredden for at hente en større effekt frem. Selv det berømte Halleluja-kor, der afslutter 2. del klang intimt og intenst, snarere end voldsomt og overvældende.

Det var med glimt i øjet og dramatisk gummiansigt, den 27-årige kontratenor Jakub Józef Orlinski tog altstemmen blandt de fire sangsolister. Valget af en kontratenor frem for en dyb kvindestemme gav en anderledes balance mellem stemmerne, for polske Orlinski havde rigtig meget mørkt krydderi i sin klang, og så var danske Denise Beck alene om skære igennem med lys. Hun har været med før med succes, så det var ikke overraskende, hvor godt hun passede til Händels arier med sin klare, rene vokal. Men det gør jo ikke præstationen mindre.

Den canadiske basbaryton tog sig smukt af solistenes dybeste arier. Når mørket sænkede sig over de kristne folk i musikken kunne Gordon Bintner følge den ned med kraft og fokus, så man blev helt bange. Han var virkelig fed som sanger, og evnede også at improvisere lidt med melodierne mod slutningen.

Smerten og vellyden
Gad vide om ikke også orkestret og Mogens Dahl kunne give et overbevisende nyt bud næste år, som også udfordrede alle de mange standardiserede opførelser af ’Messias’, der fylder kirkerne i december?

Det var smukt og meningsfyldt at høre orkestret lave tonemalerier, når teksten talte for det. Når de skabte knitrende ild med lynhurtige strygerbevægelser eller lavede klangfarven lukket og mørk, da natten i bibelversene lagde sig over jorden. […]

Efter de mange ord og melodier var der til sidst alene en diskret flydende klangmasse tilbage. Et langt, langt udstrakt ’amen’, der bugtede sig rundt mellem korsangere og musikere, som om denne kristne verden af tekst og toner var ved at smelte sammen til ingenting, før et par sidste harmoniske søm blev slået i som afskedssalut.

Det er næsten ikke til at vente på, at det engelske orkester vender tilbage til København med deres vanedannende 1700-tals lækkerlyd.