Fryd over dommedagstrompeten
Barok. Handels Messias sejler gennem byen og bliver i de rette hænder en åbenbaring.
[…] Den senbarok, der blændes op for i Handels Messias, kan ubesværet lade sit hymniske højvande fylde [Holmens kirkes] træudskårne kirkerum. At opleve henrykkelsesværkets lovprisninger med en så udsøgt stab som Mogens Dahl Kammerkor og Orchestra of the Age of Enlightenment i krans om fire sublime sangsolister var med til at give oratoriets sælsomme blanding af strenghed, sødme og ekstase dets fornyede evighedsstempel.
Oplysningstidens Orkester rammer med delikate pastelfarver og legende præcision netop ind i den tid med mildnet tyngde, der kendetegner 1740rne. Her agterudsejler komponisten Handel og maleren Tiepolo på hver sit gebet den fernistunge højbarok. At der forude for Handels vedkommende venter en ny omklamring i form af romantikkens fedme er en anden historie.
DE fire solister havde alle skær af handlekraftige personer i stil med de mytologiske stræbere, der florerer i Handels operaer. Der er arierne saftigere, fordi kærlighedsforviklinger hober sig op. Sopranen Denise Beck var i skønt glitrende skrud, mens kontratenoren Jakub Jozef Odinski, tenoren James Way og bassen Gordon Bintner alle kunne ligne en alfedronnings spindoktorer i moderne outfit.
Messias er ligesom operaerne Alcina, Julius Caesar og Orlando, for nu lige at nævne fuldtræfferne, en treakter. Det er i anden akt, at de største smertensudbrud placeres. Alcina klager sig i en arie på næsten 14 minutter. I Messias er alt-arien »He was despised« i anden del om fornedrelsen af Jesus den betagende sorggrube. Ved siden af »Hallelujah«-koret til slut i anden del og den myndige basarie »The trumpet shall sound« i tredje del de berømteste steder.
Belastet af legendariske alt-sangerinders celebrering af» He was despised« nåede man lige at se skævt til den elegante polske kontratenor Orlinski, indtil han åbenbarede en stemmepragt, der lyste som prismer i rummet. Til gengæld præsterede den myndige canadier Gordon Bintner, om kap med David Blackadders svimlende virtuose dommedagstrompet, en genopstandelseskommando så skræmmende, at man kunne overveje at blive i jorden.
I grunden er det vel her, at publikum med en vis logik burde rejse sig op, og ikke, som det er blevet maner, under »Hallelujah«-koret, der alligevel skal gå hen over hovedet på de dødelige.
Den arie, der er aftegnet på Handels gravmæle i Westminster Abbey, »I know that my redeemer liveth« -»Jeg ved, at min forløser lever« – gav Denise Beck det svaleste marmorliv, som tænkes kan. Helt rokokokerubisk var den engelske tenor James Way som den ilsomt sjælfulde puls i oratoriet. Alt holdt sammen af dirigenten Mogens Dahl, der med orkestrets 16 musikere og korets 16 sangere udmalede de profetier, syner og ekstaser, som vi bare må lade os overvælde af. Komponeret på tre uger i en tid, hvor man kunne få noget fra hånden.