BEVÆGELIG OG VÆGTLØS MESSIAS

Om Caremerata Øresund: “… gennemartikuleret, bøjeligt, klangskønt og fantasifuldt, en ren fornøjelse. Om Mogens Dahl Kammerkor: (…) formidabelt, i bevægelig puls, med homogen klang og fornem deklamation.

Der må være næsten ubegrænsede måder at gå til Händels Messias på. Det store udtræk eller den lille smalkost, og hvad der ligger derimellem. I vor tid er pendulet svinget over til smalkosten, det vil sige den lille besætning, der navigerer efter historisk opførelsespraksis, det være sig i en toneangivende nation som Storbritannien eller i Skandinavien.

Men egentlig kunne man savne igen at blive blæst ud af kirkerummet af en væg til væg- Messias med velvoksent kor og fyldigt orkester. Händel var en rummelig person, han ville sikkert have været åben over for næsten hvad som helst.

Opførelsen i Holmens Kirke med Mogens Dahls tropper havde helt klart det kammermusikalske ståsted. Koret talte 16 medlemmer, fire på hver stemme, og orkestret på i alt 14 musici var uden de sædvanligvis klangforstærkende oboer og fagotter, men naturligvis med de uundværlige trompeter og pauker. Mogens Dahl førte dette smidige kontingent og de fire solister, rapfodet og på sin vis ganske vægtløst, gennem oratoriets tre dele.

Sceneskiftene foregik hurtigt og glidende, kun afbrudt af pauser, hvor de historiske strygeinstrumenters følsomme tarmstrenge skulle stemmes under koncertmester Peter Spisskys vagtsomme overvågning. Hvor visse sendrægtige opførelser af Messias kan virke som en dræber, længe før det sidste amen bliver sunget, fløj tiden af sted i dette sympatiske selskab.

Bevægeligt og homogent

Der var så at sige ikke en finger at sætte på, hvad der blev leveret af det fortræffelige barokensemble Camerata Øresund, bortset fra en uheldig solotrompetist i den berømte bas-arie i tredje del. Det var gennemartikuleret, bøjeligt, klangskønt og fantasifuldt, en ren fornøjelse.

Lidt mere svingende forholdt det sig med Mogens Dahl Kammerkor. Det første kor i første del var formidabelt, »And the glory of the lord «,i bevægelig puls, med homogen klang og fornem deklamation. Lige så fin var kor-trilogien i begyndelsen af anden del, som omhandler påskens budskab, hvor Mogens Dahl piskede blod frem i klang og artikulation og fik dermed tilkendegivet, at julen handler om meget mere end vaniljekranse og krybbespil. Knap så meget tjek var der imidlertid på nogle af de korsatser, der kræver betydelig koloraturteknik, især fordi tempoet var sat lige lovlig rask i forhold til disse indbyggede tekniske udfordringer for stemmegrupperne. Det gjaldt eksempelvis de mageløst komponerede »And he shall purify« og »For unto us a child is born«.

Engel og furie

Blandt de fire solistpartier er altens det mest prominente, og følgelig stiller det særlige forventninger til den udvalgte. Norske Maja Skille levede med en ensartet klang og noget kølig udstråling ikke op til mine. Hun åbnede heldigvis efterhånden for mere emotionelle ressourcer og forvandlede sig til ikke så lidt af en furie i den centrale Golgata-arie »He was despised«.

Der var englesang og sødmefyldt nærvær at glæde sig over hos den svenske sopran Malin Christensson, men uanset hvor revet med af de hurtige tempi, man kan blive i en opførelse som denne, så forekom det alligevel som en misforståelse, at hendes udlægning af »I know that my Redeemer liveth« skulle stresses af et tempo, der kaldte på ét slag i takten i stedet for tre. For i mine ører blev denne sublime aries hjertegribende genopstandelsesbudskab forpasset i dette hastværk.

Tenoren Adam Riis og bassen Jakob Bloch Jespersen var begge udmærkede i deres solopartier. Den første har måske ikke voldsom gennemslagskraft, men han engagerer med sit lyriske kultiverede foredrag særligt bemærkelsesværdigt i det saligt tilbageholdte recitativ »Behold and see« .Bloch Jespersen var den eneste solist, der sang uden noder, og det gav ham en fysisk frihed i kommunikationen med publikum. Det er en lys og let basstemme, hurtig på aftrækkeren, hvilket man kunne fryde sig over i den vidunderligt furiøse »Why do the nations«, som vitterligt gik over stok og sten.