Messias – Holmens Kirke, København

This event has taken place. See Upcoming events Here

Mogens Dahl Kammerkor
Orchestra of the Age of Enlightenment
Sopran: Dénise Beck
Alt: Karolina Blixt
Tenor: James Oxley
Bas: Peter Harvey
Mogens Dahl, dirigent
Det er nu tiende gang Mogens Dahl Kammerkor synger julen ind med Händels mest populære korværk – og en skandinavisk-britisk stjernebesætning, hvor et af Danmarks førende vokalensembler stævner Englands mest fremtrædende barokorkester til et musikalsk møde med et internationalt solisthold.
Det er tredje gang, koret slår pjalterne sammen med The Orchestra of the Age of Enlightenment fra London, et af verdens mest anerkendte specialensembler for musikken fra 1700-tallet. Også to af solisterne, James Oxley (tenor) og Peter Harvey (bas), bliver hentet i England. Begge to har høstet stor ros for deres fortolkninger af engelsk barokmusik og ikke mindst Händels udødelige arier.
Men også denne traditionsrige koncert i Holmens Kirke er blevet rost til skyerne af samtlige anmeldere, som har forelsket sig i Mogens Dahls slanke og sprøde barokudgave:.
★★★★★★
“Mogens Dahls mageløse Messias” skrev Berlingskes anmelder Søren Schauser sidste år, og også Politiken var begejstret: ”Det var enkelt, smukt og forløsende”, skrev Thomas Michelsen og gav fem hjerter.
Skrevet oprindeligt som påskeoratorium, fik ”The Messiah” ved sin uropførelse i Dublin for præcist 275 år siden en entusiastisk modtagelse af publikum. Begejstringen varede ved, således at værket – yderst usædvanligt for selv store og betydningsfulde kompositioner fra den tid – siden har haft en stort set uafbrudt opførelseshistorie. Den fortsættes nu i Holmens Kirke med 10-års jubilæet for Mogens Dahl Kammerkors fremførelse, som i sig selv danner en tradition.
Om solisterne:
Dénise Beck er uden tvivl og i bogstavelig forstand én af de mest spændende danske stemmer på Europas opera- og koncertscener. Hun har sunget på bl.a. Bregenzer Festspiele, Operaen i Oslo, i Concertgebouw i Amsterdam og i Wiener Konzerthaus samt vundet en lang række fornemme priser. Dénise vender jævnligt tilbage til sin hjemby København, har bl.a. sunget med DR SymfoniOrkestret og var solist i Mogens Dahl Kommerkors Messias-opførelser i 2013. Læs mere
Karolina Blixt er født og opvokset i Stockholm og debuterede i Händels ”Xerxes”, én af de mest kendte barokoperaer. Lige siden har musik fra 1700-tallet spillet en særlig rolle i Karolinas kunstneriske karriere, og hun har sunget med nogle af de førende barokensembler. Læs mere
James Oxley tæller iblandt Storbritanniens mest betydningsfulde tenorer i vor tid. Der er næppe nogen af de store koncertsale tilbage, som han ikke har optrådt i. James Oxley har samarbejdet med nogle af de førende orkestre, kor og dirigenter inden for barokmusikken, herunder The Orchestra of the Age of Enlightenment, Monteverdi Choir og Philippe Herreweghe. Læs mere
Peter Harvey er endnu en kendt ansigt blandt solisterne i Mogens Dahl Kammerkors årlige Messias-koncerter. Sidste års anmeldere beskrev hans store udtryksmæssige spændevidde som hhv. ”blød og brutal” (Berlingske) og ”smukt kommunikerende med komprimeret ondskab i stemmen” (Politiken).  Listen over de orkestre og dirigenter han har samarbejdet med, kan læses som en slags barokmusikverdenens ”Who is Who”. Læs mere
Det verdensberømte barokorkester fra London spiller på periodekorrekte instrumenter og er kendt for en frisk og ukonventionel stil. Ensemblet skriver om sig selv: ”For tre årtier siden tog en gruppe musikere fra London et grundigt kig på den mærkværdige institution, der kaldes ‘orkester’, og besluttede at starte forfra. Allerførst smed de regelbogen ud. Hvorfor nøjes med en enkel dirigent i spid­sen for det hele? Nej. Hvorfor specialisere sig i et bestemt repertoire? For begrænsende. Perfektionere et enkelt værk, og så gå videre? For dovent. Orchestra of the Age of Enlightenment var født.“ Orkestrets søgen efter autenticitet, topklasse, mangfoldighed og nytænkning gør det til en oplagt og højt skattet samarbejdspartner for Mogens Dahl Kammerkor, som i år er med de traditionelle Messias-koncerter for tredje gang.

Program:
Messias, oratorium af G. F. Händel (1685 – 1759)
Mogens Dahl Kammerkor &
Orchestra of the Age of Enlightenment
Dirigent: Mogens Dahl
Sopran: Dénise Beck. Biografi
Alt: Karolina Blixt. Biografi
Tenor: James Oxley. Biografi
Bas: Peter Harvey. Biografi