MESSIAS MOGENS DAHL KAMMERKOR / ORCHESTRA OF THE AGE OF ENLIGHTENMENT

Med velgørende følsomhed uden at kamme over rørte de 16 sangere i Mogens Dahl Kammerkor vore hjerter. Dahl fik kor og orkester til at fremstå rytmisk stærkt og markeret, og hans omfattende korerfaring gik tydeligt igennem, så de polyfone linjer stod fuldstændig klart aftegnet. Det var ikke højglanspoleret, men kød og blod med et skandinavisk lyssind. Oplevede man mådehold i modsætning til opførelser med flere medvirkende, var det Mogens Dahls bevidste strategi med at dynamisere Händels majestætiske toner fra det mere neutrale op mod højere lykke. […]

Mogens Dahl & co. gik heller ikke efter tomme kalorier og billige effekter, hvilket belønnede sig med en smuk, ærlig og jordisk helhedsoplevelse. […]

Alene det, at iværksætteren og dirigenten Mogens Dahl lykkedes med at hive Orchestra of the Age of Enlightenment på banen, fortjener respekt. At det navnkundige barokband tilmed indtog en så diskret rolle i opførelsen i Holmens Kirke fredag aften, siger noget om, hvor ydmyge over for projektet alle involverede var. […]

Akustikken i Holmens Kirke egnede sig fortrinligt til det tilstræbte kammermusikalske ideal, der bragte os tæt på de udøvende og selve musikken. […]

Men i Holmens Kirke var der ingen næse i sky, kun hårdtarbejdende mennesker i kunstens tjeneste.